Skriv en kommentar
Vi befinder os i 40’ernes Budapest, hvor vi følger den 15årige dreng Gyorgy. Gyorgy er jøde og presset på denne befolkningsgruppe er tiltagende.
Gyorgy fanges ind af politiet og føres med jernbanen til koncentrationslejren i Buchenwald.
Her starter en kamp for at overleve under de mest usle forhold et menneske kan forestille sig. ”De skæbneløse” er en film om at overleve kaos og finde mening i de små smukke detaljer, som åbenbarer sig ud af intetheden.
Med en skuespilpræstation, der printer sig fast, giver Marcell Nagy et fantastisk portræt af den 15årige dreng, der drives rundt af udefrakommende omstændigheder, som fyrrernes jødejagt repræsenterer.
Efter umådeligt store lidelser og en tilstand tæt på den levende døde, befries knægten og de andre, der har formået at bevare modet i den rædselsfulde lejr. Amerikanerne tilbyder amnesti, men Gyorgy vil hjem til sin barndoms Budapest. Men tilbage i Budapest viser virkeligheden også at have ændret sig. Drengen, der er fyldt med tomhed, vandrer rundt i gaderne, men kan ikke møde hverken forståelse eller de mennesker, han blev taget væk fra. Han er en fremmed i sin barndoms by.
Med en nedtonet billedæstetik fanger instruktør Lajos Koltai en stemning, der fastholder seeren i en parallelverden, der illuderer 2. verdenskrigstomhed i sindet. Dertil kommer en storyline, der naturligvis har turningpoints og dramatiske opture. Men ovenordnet set følger filmen bogens mere flade struktur, hvor oplevelserne af æstetikken og personernes relationer er det vigtige. Dialogerne er troværdige og kløgtige, så det strammer hjernebakken op under det kranie, man mærker under oplevelsen af ”De skæbneløse”. Stemningerne fra sproget og billederne understreges på sædvanlig mesterlig vis af den levende komponistlegende Ennio Morricone, der siden sine spaghettiWesternstemninger med Serigo Leone har fortsat med at vise sig som en altid følelsesberørende troldmand.
Imre Kertész, ungarns måske største forfatter i nyere tid udgav romanforlægget i 1975, men historien er bestemt ikke forældet. Med mindelser om Guantanamobasen og diverse bizarre fangelejre i helvedes forgårde, som tiden besidder, bliver man bevidst om, hvor forkert det er, at mennesker behandles på sådanne måder.
”De skæbneløse” er med andre ord en rørende filmisk fortælling indeholdende ingredienser, der gør filmen til en æstetisk og eftertænksom fortælling, der åbner hovedet for yderligere refleksion ikke kun over jødeforfølgelsen, men også over alment menneskelige vilkår.
