Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tabula rasa, den latinske betegnelse for begrebet ”en ren tavle”. Ren, uskyldig, uspoleret. Således er de såkaldte aktiver i Joss Whedons surrealistiske tv-serie Dollhouse. Aktiver er programmerbare mennesker, der arbejder under fortrolig kontrakt for den enigmatiske undergrundsorganisation, Dollhouse, der har specialiseret sig i at opfylde alle slags behov for den, der er i stand til at betale. Betale kan det ressourcefyldte eliteklientel, der nyder de ekstravagante assistancer efter lyst og behov. Lyst og behov, som Dollhouses altfavnende agenter yder retfærdighed efter overvældende, men dog indkodede dispositioner. Aktiver bliver indpræget med diverse personlighedsaftryk efter millionvis af skanninger fra virkelige mennesker. For en kortvarig periode transformerer de ellers blanke, upåvirkelige agenter sig til hvem som helst, når som helst. Om det er den velbevandrede indbrudstyv, den snilde forhandler, den sexede dominatrix, den pædagogiske lærer … intet ønske forbliver uopfyldt, ingen drøm urealistisk. Dollhouse er nemlig længslernes El Dorado, ønskernes Himmel, begærets harem, drømmenes Mekka, savnets paradis, opfyldelsens garanti. Voila!
Echo (Eliza Dushku) er firmaets populæreste prototypemodel, smuk, sårbar, og eftersøgt … FBI´s (eller F Bitch I, som det hedder i serien) mest entreprenante og mindst respekterede agent, Paul Ballard (Tahmoh Penikett), har sat sig i konspiratorisk Mulder-mode og vil afsløre samt sætte definitiv stopper for det store, slibrige Dollhouse-komplot, men ingenting er, som det ser ud til at være, og sandheden er en sjælden vare …
Avatarer før Avater
”Tager I så mennesker ud af mennesker og putter dem ind i andre mennesker?”, spørger en fortvivlet pige i en af sæsonens sidste afsnit. En smule forvirrende? Ja, tak. Og dog. For selvom Dollhouse sætter sin skarpe klo i så dybsindige motiver som identitetsdannelse, skæbne, valg, eksistens, you name it, så bliver den dybttænkende grundpakke aldrig overvægtig eller tyngende. Den dybereborende, eftertænksomme tematiske forplejning bliver serveret på en narrestregsagtig, spøgefuld tallerken, som tilsætter en masse fordøjelsesfremmende kalorier til det potentielt opfedende måltid.
Refleksionskildrende replikker som ”Den menneskelige hjerne er et meget kraftfuldt organ. At underminere det er som regel den sidste fejl, enhver kultur begår.” balanceres let af mere lattervækkende ordleg som i ”A: Han er mine øjne og ører! B: Må jeg så være din hals og næse?” Det fungerer strålende, og det er Dollhouses klare plus – den formår at mikse det filosofiske med det populistiske.
Selve ideen med Dollhouse er både original og opsugende. Tanken om at man kan slette folks oprindelige personlighed, deponere den i et støvet arkiv og i stedet indprægnere individet med en selvvalgt personlighedskombination, alt efter hvilke behov, kunden efterspørger, er ligeså interessant, som den er kontroversiel. I Dollhouse er agenterne udtømte beholdere, som sporadisk bliver fyldt op med andres data for at servicere fremmedes dunkle begæringer og fordulgte efterstræbelser.
De er ”tomme hatte, indtil man stopper en kanin ned i den”, som en af hovedpersonerne så rammende beskriver det. Agenterne selv lider principielt ikke under deres omskiftelige identiteter. Imellem de forskelligartede identitetsopgaver, de påtager sig, opfører de sig nemlig som programafhængige robotter, livløse zombier, levende døde, da de er blottet for selvstændig personlighed og husker intet fra deres respektive missioner. De er udpumpet for enhver menneskelighed, og derfor er det til tider svært at holde af og med dem.
”Vi er ingen, fordi vi er alle og enhver”, siger Echo på et tidspunkt. Og her finder vi også et af seriens fåtallige skudsår – agenterne er lænset for menneskelige egenskaber, og det besværliggør en fuldlødig identifikation med dem. Når de så oven i købet konstant skifter karakter, gør det indlevelsesstyrken endnu mindre. Ligesom seriens karakterer er funktionelle og udskiftelige, således bliver tilskuerens identifikationsloyalitet det også.
Til gengæld stiller serien sig eminent an som et gigantisk, prikkende spørgsmålstegn, der tvinger sin tilskuer ligeså meget til at tænke som til at opleve. Eksistentielle interpellationer om tilværelsens grundlæggende beskaffenhed, sjælens fremtoning og individets rettigheder bliver svøbt ind i det mest spændende tæppe, man kan forestille sig. Er livet et avanceret falsum? Er Dollhouse opportunistisk konsensusslaveri? Findes der intet absolut godt eller dårligt, eller er det blot noget, vi tænker os til bagefter? Skal etik kun forstås som en menneskelig opfindelse, der skal holde stand imod dødsangsten? Er vi blot støv i vinden, eller vinden under vores vinger? Adskillige vigtige dilemmaer sættes med stort held op på det tematiske tapet og rulles ud, en for en, i fortræffelige episoder, hvis opbygning, fortælletempo og fremdrift for det meste fungerer optimalt.
Karakterens manglende individuelle referencepunkt står dog konstant og dingler løst hen over seriens skabelon. Når vi intet ved om deres fortid, præferencer, aversioner, anekdoter, forbliver de anonyme, indploderende eksponenter for en pointerende, eksploderende hovedidé, som i sidste ende ender med at tildrage sig al opmærksomheden. Når ankerkvinden Echo så endvidere spilles ravende usseligt af Dushku, hjælper det ikke på helhedsindtrykket. Som seriens dominerende frontkvinde bærer hun den førende fakkel, men ilden brænder svagt og sagte. Hun kan sparke og slå, svovle og sværge, men spille skuespil magter hun ikke. Heldigvis kompenserer de øvrige skuespillere for hendes uformede bagdel, bl.a. en suveræn Fran Kranz som det supernørdede supergeni Topher.
Joss Whedon har før skænket os bl.a. seriesuccesen Buffy (1997-2003), og igen i Dollhouse kører han med sin signaturiske kvindefremmende klat. Men hans exceptionelle humoristiske-kombi-alvorlige tilløb er ligeså tilstedeværende, og morsomme lines som ”This is cutting age science in a house full of hot chicks.” samt åndfulde tankebobler som ”vi starter ud som hele, men lidt efter lidt begynder dele at foskyde sig.” går elskværdigt og behageligt hånd i hånd. Ej hellere er det svært at spejde, at Whedon har skelet inspirerende til både Bionic Woman (1976-1978) og Alias (2001-2006). I forhold til den sidstnævnte er der dog den altafgørende forskel, at Alias lader som om , hun er en bestemt rolle, mens Echo simpelthen er den.
Dollhouse er spækket med rablende, rungende, rivende råmateriale, som nok skal holde dine hjerneceller godt beskæftiget. Agenturets übermensch-lignende tilstande samt moralvogternes tvivl vedrørende projektets berettigelse er generelt udmærket sat i scene, om end strukturen ikke altid er slående.
Hver gang agenterne vågner efter deres mange, kalejdoskopiske opgaver, spørger de: ”Faldt jeg i søvn?” Denne anmelder gjorde ikke, og jeg vil vædde med, at du, kære læser, heller ikke gør det.
SF/Fox.
Ekstramaterialet består af en masse slettede scener, en "making of - doku, en rundvisning bag kulisserne, en sekvens om Joss Whedon og hans team, en uddybende montage om Echo, en sjov vox-pop om Dollhouse samt det oprindelige pilotafsnit. Ekstramaterialet er både omfangsrigt, varierende og interessant. 4/6 stjernemedaljer herfra!
