Skriv en kommentar
”Forældre” er Christian Tafdrups debutfilm. I undertegnedes øjne kunne det også have været en Mikkel Munch Fals’ debut film, da flere episoder fremhæver og hylder det pinlige og afstumpetheden i hverdagssituationer og i de nære mellemmenneskelige relationer.
I første del af filmen afviser sønnen (Anton Honik) sine forældre (Bodil Jørgensen og Søren Malling) i flere dagligdagssituationer. Ved filmens begyndelse flytter han hjemmefra. Vækkeurets høje, skingrende alarm sætter filmen i gang. Faderen/Kjeld vækker sønnen, og de to hjælpes ad med at få de sidste flyttekasser ind i den bestilte varevogn.
Kedsomheden for de efterladte forældre tager for alvor til, da sønnen har forladt hjemmet, huset på den stille villavej, i en forstad til København. Der må ske noget. Ved et tilfælde falder Kjeld over deres gamle hybel i indre København, tæt på den vej, hvor sønnen bor.
Omslaget i filmen sker med det massive regnvejr, hvor vandmasserne skyller ned uden for og inde i lejligheden. Store, tunge vanddråber falder ned fra taget (for de bor selvfølgelig under kvisten) og massive vandmængder skyller ned ad vægge. Lejligheden forvandles til en transformator af tid og sted. En tidsmaskine på bedste julekalendervis.
Det er ærgerligt, at filmen ikke graver et par spadestik dybere ned i det surreelle univers og det mere fantasmagoriske, men blot berører det ganske kort gennem forvandlingen af lejligheden for forældrene. Filmens fortælling går i stå. Den eneste som går igennem en form for dannelsesproces er sønnen. Filmen forbliver uforløst og gør os ikke klogere på, hvad den egentlig ville fortælle.
Det er skuespilpræsentationerne af Bodil Jørgensen og Søren Malling, som bærer filmen hele vejen til dørs. De rammer de to afstumpet menneskers symbiotiske ’kantethed’ og tillukkethed.
