Skriv en kommentar
Mens et drengekor tumler rundt, inden de skal ind og synge, så står en af dem for sig selv og øver Carl Nielsens salme Tit Er Jeg Glad. Og selvom koncerten går godt, så er det unge musikalske og gammelkloge geni bagefter utilfreds. Fordi det store publikum kvæler akustikken, og fordi dominanten ikke gik klart igennem og andre koralharmoniseringsbegrundelser. Læs: John Mogensen var dybt seriøs omkring musik. Og forstå, at pointerne skal hamres fast med overfortælling, og nuancer findes ikke.
Et plot vi har prøvet så tit
Hop til 20 år senere, hvor Four Jacks har stor succes. Her møder vi også den første sang af en række Giro 413-hit, der er lagt ind til nostalgisk call-back, nemlig Mandalay. Succesen er stor, og selv nogle så bedstefar-agtigt som Four Jacks vælter sig tilsyneladende i sprut og damer. Men intet varer evigt, og snart er fire mænd i jakkesæt, der synger barbershop-kvarteter, overhalet af langhåret popmusik. Mogensen prøver at spille de gamle sange rundt omkring (flere call-backs til genkendelige sange), men synker blot længere ned i møget. Hvilket passende er netop den sang - Nede I Møget altså - der gør, at han finder sin nye stemme. Herpå følger ny succes, men alligevel ikke altid den succes, han ville have. Både Mogensen og de gamle venner bliver mere og mere alkoholiseret. Og inden længe har vi plottet fra filmen Dirch, bare med en anden, men stadig folkekær person.
Fordi prutter altid er sjove?
Rasmus Bjerg både ligner og lyder som John Mogensen, og han er klart filmens stærkeste kort. Han kæmper en brav og slet ikke mislykket kamp for at gøre Mogensen sympatisk og nuanceret, men han er lige som resten af karakterne uretfærdig udfordret af manuskriptet. Måske i et misforstået forsøg på at understrege hans folkelige appel, bliver Mogensen fremstillet som decideret ulækker. Han drikker, savler, kravler, sveder, prutter og brækker sig igennem filmen, både når det går ham godt, og når det går skidt.
Han er desuden omgivet af karakterer, der er så underskrevet, at man dårligt kan sætte et eneste tillægsord på dem. Værst af alt står det til for Mogensens kone, Ruth, og datter, Minna. Ruth er måske nok frustreret over hans drukture, men har ellers ikke nogen funktion andet end at holde af ham, og Minna har et fuldstændigt uforklaret men meget dramatisk ungdomsoprør, der hverken uddybes før eller efter.
De nemme, ørehængende knapper at trykke på
Selvom filmen dårligt hænger sammen, er den flot filmet. Og selvom at det er skamløst, hvordan filmen konstant proppe umotiverede henvisninger hvis ikke hele sange fra datidens musikæra ind, så kommer man alligevel til at sidde og vippe med foden, når Bjergs genindspilning af Der Er Noget Galt I Danmark spiller. Og netop disse uretfærdige virkemidler af flotte billeder og genkendelighed er det, der nok skal gøre, at filmen bliver en publikumssucces. Hvilket på den ene side er godt, for dansk film har virkelig brug for noget fremgang. Men på den anden side er det virkelig strengt, at en folkekær sanger, der ikke selv leflede for den laveste fællesnævner, har fået en film, der ikke under ham og hans omgivelser flere nuancer.
