Skriv en kommentar
Filmens omdrejningspunkt er Ludos tragiske ulykke. Ludo spilles af Jean Dujardin, som var hovedrolleindehaver i The Artist (2011) af Michel Hazanavicius. I Små Hvide Løgne har Jean Dujardin den fraværende hovedrolle. Vi lærer ham at kende på grund af ulykken og i kraft af stærke kærligheds- og venskabsbånd.
Ludo indleder filmen. Han er tydeligvis i byen med sig selv på en natklub i Paris, hvor han har drukket og danset til den lyse morgen. Kameraføringen er vinklet, så vi befinder os ’inde’ i Ludos mentale tilstand. Han går fra en manisk tilstand med overdreven energi og store armbevægelser til en mere sårbar, tænksom tristesse. Hans maniskhed stopper brat og kameraet dvæler ved de små detaljer. Ludo tænder en cigaret, får sagt farvel til nogle venner og tager hjelm på, inden han kører ud i Paris’ tomme gader. Man fornemmer morgenlyset bryde frem og stilheden i den store by. Hans lonely ride på scooteren får en mediterende stemning over sig.
Efter en del overvejelser beslutter Ludos tætte vennekreds at tage af sted på deres årlige sommerferie trods den tragiske ulykke. Patriarken, den ældste og den mest velhavende, Max spillet af Francois Cluzet med en styrke og samtidig en tydelig sarthed, er den store giver. Han ejer sommerhuset, noget af stranden og lystyachten ved den franske riviera i det luksuriøse område, St. Jean Cap-Ferrat.
Persongalleriet består udelukkende af creme à la creme à la kendte franske skuespillere. De har hver deres små hemmeligheder, bristede drømme og fortrængte følelser, som kommer på noget af en prøvelse, da de drager på deres årlige strandferie. Alt kommer ud mellem sidebenene. Følelserne, temperamenterne, tårerne, livsglæden, smerten og humoren får fuld los. Alle kæmper med deres små løgne, som er svære at erkende, mest over for dem selv.
Instruktøren, Guillaume Canet, som bl.a. har lavet thrilleren Tell no one (Ne le dis à personne, 2006), formår at sætte en stemning blandt skuespillerne og blandt tilskuerne. Om det er en varm, anspændt, humoristisk eller livlig stemning. Det er kendetegnende for filmen, at Canet på mesterlig vis kan trække tempoet ned. Eksempelvis scenen, hvor sangeren, Yodélice synger Talk to me. Personerne bag skuespillerne bliver mærkbare og som tilskuer glemmer du, at du er ved at se en film. Stemningen hæver filmen op på et mere reflekterende, eksistentielt niveau, hvor spørgsmål som “er du glad for dit liv?” eller ”dig selv?’’ bliver tilladte. Sangens rolige melodi og ord med Yodélices falset, tenorstemme får smerten om den tragiske ulykke op til overfladen sammen med den usagte kærlighed og de små forviklinger og løgne i den tætte vennekreds.
Guillaume Canet har skabt et lille mesterværk. Et portræt af venskab er svær at fange, fordi venskaber er komplicerede. Canet formår at fange det dobbelte i ordet venskab, at ofte tages disse stærke bånd for givet, men samtidig er de uundværlige i vores liv og står ligeså højt som kærligheden. Derfor er budskabet, at venskaber skal man værne om, pleje og passe dem, hvis man virkelig vil hinanden.
Små Hvide Løgne kan ses flere gange.
