Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Formatet for The Good Wife er såre strømlinet. Cirka tre kvarter pr. afsnit, så der er god plads til et kvarters reklamer inden for en time. Plottet er umiddelbart tilsvarende strømlinet. Alicia Florrick kæmper en daglig kamp for at profilere sig i forhold til andre partnere i advokatfirmaet, andre advokater i dommervagten og ikke mindst føromtalte ægtemand. Og så er der alligevel en kant.
Juliana Margulies fremstiller seriens hovedperson med både skarphed, lune og skrøbelighed. Hun er nået til en forståelse med datteren om en tilværelse, som ægtemanden ikke er en alt for tilstedeværende del af. Hun har været gennem en stor strid med sin tidligere kompagnon, Diane Lockhart, som dog også ender med at nå frem til tålelige samarbejdsrelationer med. Alicia har fortsat et modsætningsfyldt professionelt forhold til tidligere partnere, herunder Louis Canning, der er fremstillet fornemt med ironi og professionel kynisme af Michael J. Fox.
The Good Wife holder sig ikke tilbage fra at kommentere på samtidens politiske problemstillinger – eller juridiske spidsfindigheder. Alicias svigefulde mand Peter går desuden i denne sæson i første omgang efter at blive vicepræsident-kandidat for Hillary(!) men tager undervejs skridtet videre og går selv efter Det Hvide Hus. En kampagne, der – uden at afsløre for meget om seriens egentlige centrale tråde – går grueligt galt.
Denne sidste sæson kunne bringe handlingstrådene – både de nye og dem, der er bragt videre fra tidligere sæsoner – frem mod idyllisk afklaring, hvor de onde græder og de gode ler. Sådan er det ikke i The Good Wife. I hvert fald ikke så éntydigt, at Alicia i fryd og gammen rider ud i solnedgangen med en ny kæreste. Tværtimod peger seriens afslutning frem mod en fremtid, hvor der venter nye udfordring, men hvor Alicia dog står mere afklaret og parat til i højere grad at være herre over sit eget liv og sine egne beslutninger.
En feministisk serie? Tja, det afhænger i første af en nærmere refleksion over, hvad feminisme i grund er for en størrelse. Det skal jeg undlade i denne sammenhæng. Til gengæld kan jeg bemærke, hvor fermt handlingstrådene svinger sig ind og ud mellem hinanden, hvor fint figurernes følelsesliv bevæger sig mellem glæde, frustration og vrede for på den måde at bidrage til det kulørte kludetæppe af handlingstråde, der har båret serien i 7 sæsoner uden i nævneværdig grad at tabe tempo og gnist. Men så er det måske netop ved at være tid til at lukke af – og udvikle et nyt koncept, et nyt univers.
Bare en komedieserie? Tja, The Good Wife er i hvert fald komedieserie, der behændigt undgår at gøre brug af dåselatter for at stoppe pointerne ned i halsen på publikum. Det er samtidig en serie, der diskret, men absolut skarpt og syrligt formår at forholde sig til politiske og samfundsmæssige begivenheder og udfordringer uden at være hverken belærende eller missionerende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount.
