Skriv en kommentar
En familieferie i Thailand afbrydes pludseligt og voldsomt, da en altødelæggende tsunamibølge skyller ind over ferieparadiset. Adskilt af vandmasserne må ægteparret Maria (Watts) og Henry (Mcgregor) kæmpe for deres tre børns, og deres egen, overlevelse.
Den spanske instruktør Juan Antonio Bayona fik sit helt store gennembrud i 2007, da han med gyseren Børnehjemmet (El orfanato) opnåede både kritisk og kommerciel succes. Gennembruddets fiktion og overnaturlige elementer bliver her, fem lange år senere, skiftet ud med en næsten for virkelig historie om en families værste mareridt, fanget i tsunamibølgen der ramte bl.a. Thailand i julen 2004.
Bayona har med The Impossible valgt, at indsnævre sit fokus på katastrofen til den tættest mulige vinkling – den enkelte families kamp for overlevelse og genforening. En familie som hverken er spansk, amerikansk eller thai, men derimod en slags verdensfamilie som flere gange taler om at vende ”hjem”, uden en nærmere definering af hvor ”hjem” er. Læg dertil australske Naomi Watts og skotske Ewan Mcgregor i hovedrollerne, og snart kan alle finde en form for identifikation i karaktererne.
Hist og her ledes vores opmærksomhed hen på andres lidelser, som for at anderkende at filmen ikke er komplet egocentrisk i sin fortælling, men vi guides lynhurtigt tilbage til enten Maria (Watts) eller Henrys (McGregor) kvaler.
Filmen vinder ved dette på flere måder. Først og fremmest er katalysatoren for filmens begivenheder, katastrofen, stadig så frisk i hukommelsen, måske især i den vestlige verden, at etableringen af en ydre kontekst i filmens univers ikke er essentiel. Bayona kan så at sige, gå så tæt på familien som han vil uden frygt for at miste forståelse for den større sammenhæng hos publikum.
Samtidig er det nærved umuligt ikke at ryge i følelsernes vold, når man som publikum netop placeres så tæt på nogle få karakterer, at det nogle gange næsten gør ondt på en selv. Og ondt gør det. Når tsunamien rammer er det uden Hollywood-filter, og skrøbelige menneskekroppe kastes rundt blandt biler, splintrede træhuse og elefanter (!).
Hvor The Impossible vinder på følelserne, taber den på strukturen. Jo vel, Bayona gør klogt i at sekvensinddele filmen, således at vi i filmens første to tredjedele har lange stræk med kun Maria (og hendes søn Lucas, stærkt spillet af unge Tom Holland) eller Henry. Men der sniger sig også en følelse af gentagelse ind, når vi endelig får at vide, hvad der skete med Henry og parrets to mindste sønner (Pendergast og Joslin). Fortællermæssigt låner den lidt ensporede overlevelseskamp sig heller ikke perfekt ud til filmformatet, som synes at mangle et twist for at kunne bære den sidste halve times spilletid. I stedet bærer The Impossible præg af en slags omvendt film, med det visuelle klimaks placeret i filmens første tredjedel. Dette synes også at være gået op for Bayona, der i filmens slutning igen viser os bølgens møde med land, denne gang fra lidt nye vinkler.
The Impossible er en både fysisk og emotionelt rørende film, hæmmet af en lidt ensporet og forudsigelig fortællestruktur.
